Kære gæst

Lad mig føre dig gennem Sensing the Sea – en udstilling, hvor fem kunstnere har fået mulighed for at skabe nye værker, der tager afsæt i havet. Havet som vandmasse, som et mentalt landskab og som et politisk rum. Havet, som vi er en del af og som er en del af os.

Du vil opdage, at kunstnerne har brugt forskellige formative metoder og konceptuelle greb, men du vil også kunne spore et fællestræk i deres tilgang til emnet. De tager nemlig alle udgangspunkt i de personlige erfaringer, registreringer eller holdninger for at udtrykke sig om de ting, vi, i samfundet og naturen, er fælles om. I deres verdensvendthed når disse kunstnere altså langt ud over den private sfære, alt imens deres udtalelsesposition forbliver personligt og i det nære univers.

Lad os tage turen gennem udstillingen sammen…

 

Christine Laquet lægger ud med et selvportræt med havet. På billedet ses hendes åndedrag i form af dug, som derefter bliver til vand. Denne transformation af vandets tilstandsformer illustrerer måske hendes krops møde med havet. Et møde som mest af alt kunne beskrives som refleksion eller spejling. Farvet lys kommer ind ad vinduet og drager os videre ind i udstillingen. Ledsaget af tretten forskellige farvetoner i bølger sænkes vi ned mod havets mørke dyb, hvor planktonet spejler sig i stjernerne, eller er det omvendt? Kan havets vand fortælle os om livet på andre planeter, lige som kosmiske legemer fra andre planeter fortæller os om os? Spørgsmålene såvel som lyden af havets dyb har nemlig en kosmisk klang, der overgår den jordiske. Med denne organiske melodi skubbes vi op til overfladen igen. Vi skifter perspektiv og ser landskabet oppefra. På afstand bliver farverne varmere, nok fordi havvandets og sandets stofligheder blandes. Imens glitrer overfladen af plastik: Plastikken som brændemærket af blæksprutteblæk og lag-på-lag forhindrer havet i at ånde.

 

Vi begyndte udstillingen med et åndedrag og fortsætter med en ind- og udånding, når vi træder ind i Gedske Ramløvs univers. Ved at sammenstille luftveje og vandveje skaber Gedske et billede af lungerne – af netop det organ, der adskiller os fra havets skabninger og forhindrer os i at leve under vand. Denne fysiske begrænsning er det, der i sidste instans forårsager den tragiske druknedød for de mange migranter, der forsøger at krydse havet med livet som indsats. Men den egentlige årsag til deres fatale skæbne må findes i de ydre geopolitiske grænser. Derfor smelter vandmassernes kapillærkraft, lungernes luftveje og de ruter, der afspejler migrationspolitikken sammen i Gedskes tegninger og fotografier. Netværket er komplekst, formaterne er store, og arbejdet udført i hånden med tålmodighed og vedholdenhed som ledetråd. Værkernes tvetydighed efterlader os vaklende et sted mellem det figurative og det abstrakte, virkeligt og uvirkeligt og dag og nat, således at landskab af den evige natur sættes i relation til den aktuelle politik.

Med lungerne på nethinden går vi op ad trappen til Mariana Gomes Gonçalves’ installation, som også engagerer kroppen. Det gør den rumligt og auditivt, for når vi træder ind i værket, synkroniseres vores bevægelse i rummet med den fysiske analoge lyd. Det er lyden af den belægning, som kunstneren har påført magnetbåndet – en proces, som svarer til den måde vind og strøm skaber bølger på havets overflade. Vi føler, at vi er til søs. Vi sejler og forsøger at holde kursen mod kontinentet. Med det ene spor af metalliske lyde bliver vi til et skib, der modsætter sig havets bevægelser, og med det andet spor lyde fra havets dyb bliver vi et med havet. Opmærksomheden ledes mod overfladen, hvor havet møder luften, og til grænsen, hvor havet møder land. Lyden i rummet er fysisk, og dens udefinerbare melodi og rytme resonerer i vores krop. Til søs er det nemlig sådan, at havets rytme dikterer bevægelsen, og for at finde fikspunktet, må kroppen tilpasse sig.

Al rytme er jo grundlæggende baseret på gentagelse. I Nina Wengels værker afbildes overgangen fra dag til nat, som nok er den mest styrende gentagelse for vores orientering i verden. Repetativt og rytmisk som et hjerteslag, males solnedgangsmotivet i uendelighed. Vi kunne befinde os på en hvilken som helst ugedag, måned eller tidsregning. Vi kunne være i fortiden såvel som i fremtiden. I den anden serie med motiver af solen over havet, kunne vi endda befinde os hvor som helst i universet. Ninas sol ligner ikke nødvendigvis vores sol, men kunne ligeså vel være en sol fra et andet solsystem. Det samme gælder hendes hav, som i stedet for blåt lige så ofte fremstår rødt eller sort. Der er noget ukendt og genkendeligt på spil på samme tid. Den rastløse udlængsel og drømmen om at være et andet, fremmed sted transformeres gennem gentagelsen til en ro og følelsen af at tilhøre evigheden. Det sker, mens kunstneren står ved havnen og kigger ud over havet, så jeg foreslår, at vi fastholder billedet af vandkanten, mens vi går op ad trappen.

For netop i vandkanten findes også havskummet, som er hovedmotivet i Arendse Krabbes værk. Havskum, som har levet og oplevet i havet, når nemlig frem til os ved kysten, som vidne til det, der sker ude på det åbne hav. Cyanotypier er en slags aftryk af former, på samme måde som vores minder er aftryk i hukommelsen. Hvis vi antager, at havskummet har en hukommelse, hvad vil dens molekyler så mon vidne om, og hvad vil vi som mennesker gøre for at begribe dets beretninger? Kunstnerens håndskrift på tekstil giver form til teksten i blåt og hvidt. Spekulativt og i første person formuleres kunstnerens refleksioner om det, havskummets bobler bærer spor af. I fragmenter aner vi en fortælling om henholdsvis mennesker, for hvem havet er en flugtvej og om miljøkatastrofen. Med en appel om omsorg bevæger vi os gennem de hængende tekstiler og fornemmer de tragedier og forureninger, som ofte forbliver overset eller ignoreret, men som havet bærer vidnesbyrd om og forsøger at artikulere.

Nu har du oplevet alle de udstillede værker gennem min optik, men på tilbagevejen, finder du sikkert selv flere andre ruter og forbindelser, for, som du nok allerede har opdaget, har vi her at gøre med en udstillingen, som netop kendetegnes ved sin åbenhed.

Kunstnerne, som så generøst har åbnet deres univers for SAKs publikum, er kvinder i forskellige aldre, som kommer fra steder, der alle har tilknytning til havet: Svendborg Sund, Øresund, Atlanterhavet og Adriaterhavet. I udvælgelsen af kunstnere og deres værker, har jeg som kurator ønsket at skabe rum for både de sanselige oplevelser og de kritiske refleksioner. Jeg har ladet æstetiske og teoretiske aspekter flyde sammen, for jeg synes ikke, at havet blot kan forstås videnskabeligt. Det er min fornemmelse, at den kunstneriske sensibilitet kan bidrage med en anden og mere sanselig fortolkning af havet, som er lige så vigtig som den videnskabelige.

Jeg forestiller mig, at publikum, der ser udstillingen, efterlades med et indtryk af havets kompleksitet: havet som noget smukt såvel som dystert, politisk såvel som poetisk og fjernt såvel som nært. Netop i Svendborg, byen med havet, havnen og en maritim historie, der gennem generationer har stimuleret byens åbenhed, kommer udstillingen nok til at vække en særlig genklang. Ud over genkendelighed håber jeg, at udstillingen vil fremkalde inspiration til, at man ser havet som en portal til andre tider og steder, og at udstillingen måske derved kan ændre ens perspektiv, ståsted eller vision.